Det er godt, der findes regler. Ellers bliver det svært at spille Ludo og færdes i trafikken.
Regler kan afmontere en masse konflikter, når man kan afgøre en situation med henvisning til en kontrakt eller et sæt spilleregler. Så langt så godt.
Når jeg taler om regler her, mener jeg regler i bred forstand. Love, retningslinjer, leveregler, kontrakter, normer osv. Og vi har virkelig brug for dem - for at sikre lige vilkår, retfærdighed, tryghed og meget andet.
Men hvad er problemerne så med regler?
Regler skal give mening - hvis regler ikke opleves retfærdige, er det demotiverende, det er opskriften på at grave grøfter i fællesskaber
Regler og retningslinjer kan være en sovepude - man kan følge alle retningslinjer, men alligevel kan man overse noget væsentligt, så patienter dør eller bygninger kollapser
Man kan ikke lave regler for alt - og man risikerer at blive handlingslammet, når man lander i uregulerede situationer
Man kan lande i paradokser, hvor reglen motiverer den modsatte adfærd af reglens intention - når love fx animerer til skattespekulation i stedet for intentionen at undgå skatteunddragelse
Regler kan være den nemme løsning. Forbud mod usunde vaner kunne være et eksempel. Men man risikerer de ovennævnte problemer. Dem undgår man kun ved at vælge den svære løsning, nemlig kultur.
Og hvad er det kultur kan i forhold til regler?
Hvis kultur og værdier er integrerede i organisationen, samfundet eller fællesskabet, ved man, hvad det rigtige er i alle situationer. Hvis man er i tvivl, kan man spørge en sidemand. Man kan ikke bare gennemgå tjeklisten og vaske hænder - for opgaven er ikke at følge tjeklisten men at bruge sin faglighed og fornuft til at lave gode løsninger. Man forsøger ikke at finde huller i reglerne, kultur og værdier flyder ind og fylder hullerne. I stedet for reglen er det intentionen, man lever efter.
Hvorfor er kultur så den svære løsning?
Kultur tager tid. Det tager år at gå forrest og udvise den adfærd, man gerne vil nedarve i organisationen. Det kræver timelange snakke at forklare baggrunden. Det er nemt bare at sige, "hvad" man vil have - altså lave regler. Kultur er, når alle ved "hvad", "hvordan" og "hvorfor".
Kultur er, når vi kender kompasretningen. Regler er at kende hele ruteplanen. Men regler virker ligesom ruteplaner i "gamle dage" - dengang man printede dem ud og var fuldstændig fortabt, hvis man drejede forkert én gang. Hvis vi har kompasset med, og måske en termokande og godt selskab, skal vi nok komme frem.
Gevinsten er enorm. Kultur giver ejerskab. Man opfører sig hensigtsmæssigt, fordi man kender værdierne og baggrunden bag. Ikke fordi man skal, men fordi man vil. Efter mange års meget bevidst arbejde med kulturen høster man frugterne i anden eller tredje potens: det er ikke længere grundlæggeren, lederen eller chefen, der skal forklare, "hvad" eller "hvordan". Nogle gange skal man repetere "hvorfor", men det har mest karakter af en kalibrering af kompasset. Det er kulturbærerne i organisationen, der giver arven videre, og det gør det hele så meget nemmere. Man skal stadig selv leve i overensstemmelse med kulturen, og man skal stadig justere, snakke og forklare - men værdierne lever uafhængigt af enkeltpersoner.
Det kræver, som næsten alt godt i livet, mod og tillid at styre efter kultur i stedet for regler. Men det er den langsigtede løsning. Man baserer brætspil på regler, og man baserer imperier på kultur.