Vi har i internt i Rønslev aftalt at stræbe efter at være de bedste til det, vi laver. Det er en spændende rejse, hvor vi aldrig når i mål, for det kræver konstant udvikling. Men for at være bedst skal man vel være perfekt – eller hvad?
På vores ugentlige ledersparring snakkede Karen og jeg for nylig om relationer. Hvad kendetegner en god relation? Det er selvfølgelig noget med, at man har det godt i hinandens selskab, hygger sig og støtter hinanden.
Men der er flere grader af gode relationer. De fleste har fx oplevet, at man kan have en rigtig god relation til en kollega, hvor man netop har det godt i hinandens selskab, man hygger sig og støtter hinanden. Alligevel glider det lynhurtigt ud i sandet, hvis kollegaen skifter job.
Så det må være noget andet, der kendetegner en dybere, længerevarende relation. Vi snakkede frem og tilbage om emnet og kom frem til, at man i en rigtig god relation tør være uperfekt. Man tør stå ved sig selv med de ridser, man har i lakken. Man tør stå ved de fejl, man har begået, og de omveje, man har taget. Man tør blive ved, så længe man kan, og man tør hejse det hvide flag, når tanken er tom. Man tør, når man stoler på hinanden, og man ved allerinderst inde, at ærligheden ikke bliver misbrugt. Man ved også, at relationen kan bære, at man ikke er perfekt, for relationen er ikke baseret på præstationer og det, man kan gøre for hinanden. Det var den måske i starten, men efterhånden er den blevet dybere. Relationen er baseret på, at man giver hinanden værdi og betydning som de mennesker, vi nu engang er.
Når man viser og står ved sine ridser i lakken, bygger man samtidig ovenpå den tillid, der eksisterer i relationen, og forstærker den. Det bliver til en positiv spiral. Hvis vi kan opbygge stærke relationer på arbejdspladsen, tør vi være ærlige. På den måde kan vi fange fejl og uhensigtsmæssigheder i opløbet. Vi kan give hinanden bedre og mere konstruktiv kritik og på den måde hurtigere opbygge viden. Vi får en mere effektiv kommunikation, når vi ved, at kollegerne har en god intention med det, de siger og gør. At turde være sig selv og være uperfekt hænger tæt sammen med psykologisk tryghed, som jeg skrev om i det første blog-indlæg.
Første skridt på vejen mod at blive bedst er at turde være uperfekt.
Comments