Tyve ingeniører går ind på en bar… det er ikke en vittighed, det gjorde de faktisk for kort tid siden, da julefrokosten løb af stablen, inden den slags tosserier igen blev sat på pause.
Ingeniører tiltrækker åbenbart ingeniører, så selskabet blev udvidet med kollegers eks-kolleger.
Jeg faldt i snak med én af dem – en sympatisk ung mand, der bestrider en funktion, hvor der pt. er større efterspørgsel end udbud. Han var glad for sit job, men han arbejder for meget, for der er også mange ting, han gerne vil i sin fritid. Han udviste stor forståelse for arbejdsgiverens situation: hans funktion er en flaskehals, så hvis han ikke kan klemme mere igennem, går samlebåndet i stå, og 95% færdige projekter kan ikke leveres til kunderne.
Det er fantastisk med forstående medarbejdere, og det er virkelig også en træls situation for arbejdsgiveren. Det kan potentielt koste opgaver, samarbejdsrelationer og arbejdspladser, hvis man ikke kan levere. Jeg skal overhovedet ikke sige mig selv for god til, at jeg nogle gange prøver det samme – at klemme lidt mere igennem, fordi det er så vigtigt for firmaet.
Men hvorfor tror man egentlig, det kan lade sig gøre? Lige nu mangler mange bilfabrikanter visse typer mikrochips. Man kan producere næsten hele bilen, men den sidste, næsten usynlige del mangler, og bilen kan derfor først leveres om et halvt år. Det siger sig selv, at vi ikke kan tage 120 mikrochips op af en kasse med 100. Og så må kunderne pænt vente.
Den samme regel gælder åbenbart ikke for tid. Her prøver vi for ofte at hive 40-50 enheder ud af kassen med 37. Det kan man engang i mellem, for fleksible medarbejdere giver os nogle gange forskud på næste uges kasse eller muligheden for at betale ekstra for en større leverance.
Det går bare ikke i længden. Tiden er rent faktisk ikke elastisk, selvom fleksible medarbejdere næsten får det til at se sådan ud. Hvis vi strækker deres elastik for langt ud for længe, slides den for hurtigt. Vores nytårsforsæt må være, at ressourcer og opgaver skal passe sammen.
