Hold nu k…, hvor var det ringe! Afleveringer der ville være helt uacceptable i serie 5 og en fuldstændig apatisk attitude. Det bliver ikke dårligere, og nu tager vi hjem fra VM i Qatar.
Landstræneren har påtaget sig ansvaret, men alle vi mandagstrænere har stadig en mening, og vi føler os nærmest personligt svigtede.
Det er svært at forstå det kollektive kollaps, og man vil gerne have en simpel forklaring og finde den ansvarlige.
Kan vi acceptere, at tingene engang i mellem bare går galt, uden at man finder den enkle forklaring og den ansvarlige?
Lad os tilgive dem, selvom de har svigtet.
I virkeligheden er det jo ofte Murphy’s lov, der gælder. Når domino-brikkerne begynder at vælte, så vælter de allesammen, og det er næsten umuligt at stoppe dem. Det er ofte alles og ingens skyld. Det er ikke sikkert, at én har lavet den afgørende fejl. Og på den anden side kunne nærmest alle i bagklogskabens klare lys have stoppet katastrofen med en rettidig indgriben.
Man skal selvfølgelig lære af sine fejl, så man ikke begår dem igen. Men når vi er ude i de scenarier, hvor alt er gået galt, og årsagen er svær at finde, så er det også virkelig svært at lære noget.
Den erfaring har jeg også fra byggeprojekter. Man trækker selvfølgelig noget læring fra de dårlige projekter, men man sidder nok ikke tilbage med følelsen af, at det aldrig ville kunne ske igen. I de situationer har vi snakket om, at vi efter evaluering og analyse af det dårlige projekt skal kunne lægge det til side og acceptere at arkivere det under delvist opklarede sager. Derefter vil det være givtigt at finde et vellykket projekt frem og finde ud af, hvorfor det gik godt. På den måde kan vi gøre mere af det gode.
Det er pokkers meget nemmere at gøre noget godt end at undgå at gøre noget forkert. Tænk bare på statsministerens opfordring om IKKE at hamstre rugbrød og toiletpapir. Hvad fokuserer man så på?
Vi skal gå efter sejren i stedet for at undgå nederlaget.