Paragrafferne klarer pedellen

Pedellens sidste morgen var en helt almindelig morgen. Som den nu skulle være. Middelmådig om man vil. Pedellen K var oppe før bureaukratiet fik slips på. Seks hele med leverpostej i madkassen og så af sted.

Den nye fløj på skolen var næsten færdig, og pedellerne var i gang med at montere tavler og andet af det faste og løse. K og de andre pedeller mødte op, tog en kop kaffe, hentede værktøjskasserne og gik i gang.

Hvad der derefter rent faktisk skete, har siden været genstand for total mangel på interesse fra de involverede i byggeriet

og ikke mindst deres jurister. Processen og paragrafferne fik masser af omsorg og opmærksomhed, og der tegnede sig et komplekst billede i kaffegrumsen, hvor der vist nok stod: “det var ingeniøren, der gjorde det”.

“Ingeniøren” kunne ikke defineres som en person. Der havde været mange inde over projektet. Granskere, kontrollanter, certificerede. Tegningerne var lavet 8 tidszoner østpå. “Ingeniøren” fandt man aldrig.

Den projekterende afdeling var tilsyneladende lukket ned for et par år siden. Det bedste bud var, at COO’s kunstigt intelligente assistent havde opsagt hele afdelingen og erstattet den med ligesindede, men beslutningerne fra den sorte boks kunne ikke spores.

Og så var det ellers tid til selvransagelse i serie C. Alle officererne og præsidenterne mødte fysisk op. De satte deres kunstige assistenter til at udføre en dybdegående revision af hele ledelsessystemet How We Use Magic To Appear Responsible, der i daglig tale ved kaffemaskinerne blot kaldes HWUMTAR.

Der var foruroligende mangler, og der blev formuleret en ny paragraf 42 med de tilhørende programmer Safely Unaccountable (SUNC) og Brilliant Unique Leadership Loop (BULL) i de globale forretningsområder. Initiativerne blev sendt rundt til samtlige medarbejdere i en mail markeret med høj prioritet, og de blev sågar præsenteret i årsrapporten, som blev refereret i et fagblad, hvor CEO kunne bidrage med ingen kommentarer.

K’s familie modtog førsteudgaven af det nye HWUMTAR-manifest, og de var rørt til tårer. Hans ældste søn udtalte: “For ham gav det altid mening at møde op og være en del af noget. Bidrage og vedligeholde - både fællesskabet og bygningen. Vi savner ham, men når vi ser, at han nu også både sætter aftryk og får anerkendelse posthumt, så bliver vi stolte, og det ville han helt sikkert også have været. Det var meningsfuldt fra start til slut.”