Til støv skal vi blive

Siden Big Bang har universet været i gang med at falde fra hinanden. Det er en naturlov. Gælder den mon også for menneskelige relationer og fællesskaber?

Nogle gange kan man få følelsen af, at det hele er ved at smuldre. Kompleksiteten stiger, og vi må specialisere os. Er der efterhånden nogen, der kan overskue helhederne og sammenhængene på tværs af systemerne?

Fællesskaber har altid været vigtige for mig, og jeg er i stigende grad bevidst om, at det kræver, at nogen gør noget, der rækker ud over egne individuelle behov og ønsker. Men det er svært, også for mig, for det koster noget.

Det er ikke fordi, vi ikke vil lave noget sammen med nogen. Samværet er rart og hyggeligt. Man taler ofte om “forpligtende fællesskaber”. For mig er et fællesskab altid forpligtende, for fællesskabet eksisterer kun, fordi et tilstrækkeligt antal individer vil investere i det. Investeringen kan lægges i form af en lille portion af ens frihed, tid, komfort eller andet.

Og det er der, fællesskaberne kommer under pres. For hvis vores faste crossfit-hold flyttes til en time senere, koster det måske for meget af vores personlige komfort, og så finder vi et andet hold. Hvis vores fodboldhold rykker ned i serie 3, skifter vi til naboklubben i serie 2, for ellers har vi spildt et halvt år i en liga under vores niveau.

Mulighederne er blevet for mange, og når først nogle af individerne har vist, at fællesskabet ikke var forpligtende, så er ingen længere forpligtet.

Det er en naturlov, at vi bevæger os mod større kompleksitet og mindre sammenhæng. Termodynamikkens 2. lov beskriver, at universet siden Big Bang har været og fortsat er i gang med at falde fra hinanden. Til sidst er der kun usynligt støv tilbage. Fænomenet kaldes universets entropi.

Hvis der er nogensomhelst dybere mening med vores tilværelse, kunne det være at forsøge at holde sammen på det hele. Måske er mennesker den eneste kraft i universet, der samler og bygger ting, hvorefter tingene straks er i gang med at gå i stykker, helt af sig selv. Men de ting, der betyder noget, vedligeholder vi med omhu.

I byggeriet er der lige nu en bevægelse i gang med øget fokus på at bevare i stedet for at rive ned. Vedligehold, ombygning, tilbygning, transformation - intet kan bevares af sig selv. Det kræver aktive valg og omhu.

Når det lykkes at opbygge og bevare et fællesskab, er det faktisk en smuk tanke, at fællesskabet findes på trods af naturlovene, og fordi vi har valgt det. Vi har brug for fællesskaberne. Vi er flokdyr, der ikke kan ret meget på egen hånd. Det må godt koste noget at være en del af en flok.

Entropien flår i universet med voldsom kraft. Alting spinner rundt med ufattelig fart. Midt i orkanens øje står en flok mennesker i blå overalls. Pedellerne. De ved godt, det hele smuldrer til sidst. Men ikke hvis det står til dem. De går ikke frivilligt ind i natten. De har lovet hinanden at møde op. De finder værktøjet frem. De arbejder, sammen. Det koster dem noget, men det giver mening. Fordi og på trods.