top of page

Transparens



Det er svært at agere i byggebranchen i øjeblikket. Rentestigninger, energi- og materialeprisernes himmelflugt gør beslutningsprocesserne lange og svære.


Vi har gjort en masse tiltag for at tilpasse organisationen til nye typer projekter og skabe muligheder for os selv, så vi får opgaver nok. Det skal nok lykkes.

Hvor åbent skal man kommunikere internt? Jeg er klart mest tilhænger af at præsentere både gode og dårlige nyheder for medarbejderne og være ærlig om, at det er svære tider. Vi har diskuteret internt, særligt jeg og nogle af vores mere erfarne medarbejdere, om hvor meget information, man skal lægge frem.


Det skaber uro og utryghed at melde nyheder ud, som stikker i hver sin retning. Man kunne måske godt skåne mindre rutinerede medarbejdere for nogle af rutschebaneturene. De erfarne ved godt, hvordan markedet virker og har prøvet både op- og nedgang, så de regner det selv ud.


Når jeg taler med mennesker fra den øverste ledelse i firmaer i branchen, er vi ret enige om analysen af markedet: det er svært, og vi skal navigere godt for at få ressourcer og opgaver til at passe sammen. Men jeg hører også fra mine kolleger, der taler med studiekammerater og venner fra virksomhedernes producerende lag, at nogle af dem ikke ved ret meget om, hvordan markedet ser ud. Hvis de har nok at lave lige nu, så må alt være godt.


Transparens kan give utryghed på den korte bane. Efter min mening skal man så vidt muligt heller ikke melde nyheder ud, før man har overblik over konsekvenserne. Men jeg er overbevist om, det skaber tryghed på den lange bane, når medarbejderne ved, de kan stole på ledelsens meldinger og prognoser. De holder ikke altid stik, men de var vores bedste bud på det tidspunkt, de blev givet. Det gør også, at alle ved, hvor indsatsen skal lægges, fx om man skal holde ørerne åbne for potentielle opgaver eller til andre tider potentielle medarbejdere.


Og så har man da også selv en bedre smag i munden, når man kan stå inde for det, man siger. Virkeligheden er, hvad virkeligheden er. Der er ingen grund til at pynte på den i hverken den ene eller den anden retning. Før eller siden regner folk det selv ud, eller i værste fald får de ved kaffemaskinen sammen tegnet et forkert billede.


Jeg har det også klart bedst med at behandle andre som voksne mennesker, der fra naturens side må være indrettede til at kunne omstille sig på godt og skidt. Naturen er altid ærlig og til tider ubarmhjertig, men evolutionen har lært os at håndtere det. Hvis der ikke er så mange af de bær, vi plejer at samle i skoven, må vi se, om vi kan finde nogle andre. Ellers går vi sultne i seng.


Integritet og en fælles erkendelse af realiteterne medvirker til, at vi som landsbyen i fortiden deler glæder og sorger, udfordringer, løsninger og sejre. Vi kommer igennem det sammen, selvom der er skræmmende øjeblikke undervejs.



108 views0 comments

Recent Posts

See All

Faktor 240

Comentarios


bottom of page