top of page

Spindelvævet

I en virksomhed i vækst drøfter man stort set altid justering og optimering af organisationen.


Som fx hos os, hvor vi har passeret 50 medarbejdere, og styresystemet trænger til en opgradering, for det er ved at blive svært at bedrive nærværende ledelse for alle.


En oplagt mulighed var at indføre mellemledere eller afdelingsledere i traditionel forstand, så personaleansvaret i sin helhed blev uddelegeret. Og tanken har da også strejfet os. Det er jo sådan “man” gør.


Ved nærmere eftertanke forekommer det at være en ganske skrøbelig konstruktion. Information og ansvar skal igennem nogle vitale knudepunkter i systemet, nemlig mellemlederne. Men hvad nu hvis de er syge, på ferie, siger op eller ikke lever op til ansvaret? Så bryder hele systemet samnen.


Det er i virkeligheden heller ikke mere personaleledelse, der efterspørges. Det er faglig ledelse og sparring, der til tider kommer i underskud. Ansvaret skal nok nærmere deles ud på mange flere, delvist overlappende roller - en række faglige og tværfaglige ansvarsområder med ret og pligt til at opsøge information og agere. De personer, der påtager sig ansvarsområderne, skal være tilgængelige og synlige - nærværende.


På den måde skaber vi et system, som ser kaotisk ud i et organisationsdiagram, hvor der er streger, dvs. interaktioner og kommunikation, på kryds og tværs. Hvad sker der, hvis et af knudepunkterne i det sindrige edderkoppespind er ude af funktion? Ikke ret meget. Alle de andre knuder holder systemet oppe og i gang. Informationerne kører udenom den inaktive knude, indtil den fungerer igen.


Det kræver helt sikkert et stort forarbejde at definere alle ansvarsområderne og træne de mennesker, der skal indtræde i dem. Ligesom det tager noget tid at spinde et edderkoppespind, men når det er gjort, skal der mere end en storm eller en regnbyge til for at ødelægge hele systemet.


Indenfor bærende konstruktioner arbejder vi med et begreb, der hedder en statisk ubestemt konstruktion. Det vil sige, at konstruktionen indeholder flere knudepunkter og understøtninger, end der strengt taget er brug for. Regneteknisk kan man så opstille flere ligninger, end der er ubekendte, og derfor findes der mere end én mulig løsning - svarende til flere forskellige veje rundt i systemet.


Vi skal skabe flere mulige veje gennem systemerne, så vi ikke alle sammen skal igennem det samme lyskryds i myldretiden. Statisk ubestemthed giver flere ligninger, men man behøver ikke løse dem alle for at finde en mulig vej. 



170 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page