top of page

Rejsen er slut

Dette er en længere historie. Den er ikke skrevet for læsernes skyld men for min egen. Jeg føler, at jeg har oplevet et gennembrud, som har været undervejs længe, i forhold til at finde mig selv og meningen med det hele. Derfor bliver jeg nødt til at skrive denne historie for overhovedet at kunne skrive igen. Hvadlederjegefter har ikke den samme betydning som før, og derfor skal denne milepæl sættes. Du må gerne læse med, men du behøver ikke :-)


For nylig var jeg på 12 dages rejse og trekkingtur i Nepal. Turen var et lederkursus arrangeret af psykoterapeut med mere Lars Kjeldsen som en del af konceptet Et Skridt Ad Gangen. Lars havde stablet Nepal-turen på benene som en Masterclass for folk, der har været med på hans Italiensture, og som derfor er vant til arbejde med sig selv sammen med andre. Denne tur var første Masterclass og egentlig lidt af et forsøg.

Jeg har kendt Lars Kjeldsen i fem år og hans samarbejdspartner Lars Thomsen noget længere. Jeg har været på deres eminente kursus Lederskabets Psykologi, vandretur i Italien og nu altså trekking i Nepal. Derudover fungerer Lars & Lars som firmaets huskonsulenter i samskabelsesprocesser, ledelsens strategiarbejde, facilitering af trivselsgrupper mv. Lars Kjeldsen har været min sparringspartner eller en form for mentor i arbejdet med at finde ind til kernen i mig selv og bl.a. blive bedre til at være til stede i nuet. Det har været en til tider frustrerende men altid givende rejse.

Inden jeg tog til Nepal følte jeg, at jeg var kommet rigtig langt på min rejse. Mange tandhjul er faldet i hak, og jeg har det bedre end nogensinde - med min familie, mit arbejde, min egen rolle - og jeg har følelsen af at være i takt eller resonans med omverdenen - der er ikke så meget kamp eller tvang men mere flow.

Hvorfor skulle jeg så til Nepal? Det var jeg lidt i tvivl om. Turen var bestilt for mere end tre år siden og er blevet udskudt flere gange pga. corona. I mellemtiden er vi derhjemme blevet beriget med barn nr. fire og fem, Vester og Le, så der var også en del bekymringer om, hvorvidt det kunne lade sig gøre, og hvordan det skulle gå derhjemme. Vi blev enige om, at jeg skulle af sted. Og fra min side blev det med en ret løs dagsorden. Noget med at finde endnu mere og ro balance. Blive endnu bedre til være fremfor at præstere. Blive endnu mere nærværende og endnu bedre til at støtte andre i deres søgen uden at have ambitioner på deres vegne og uden at blive selvoptaget.

21. marts mødtes holdet i lufthavnen. Det var ret vildt at se, hvor kort tid, folk skulle bruge på at se hinanden an. Det var meget tydeligt, at vi havde prøvet det før, og alle glædede sig til at komme af sted og høre de andres historier og bidrage med sine egne. Allerede i lufthavnen og i flyet var der gang i interessante samtaler, hvor der blev givet og taget, delt og lyttet.

Den første dag i Nepal tilbragte vi i hovedstaden Kathmandu. Det er en asiatisk storby på godt og ondt, klemt ind i en relativt smal dal. Trafik, kaos, sanseindtryk, masser af smil og turistfælder. Næste dag kørte vi i bus i 10 timer for at komme til byen Pokhara. Vi skulle forcere 200 km elendig vej, og det var endnu en mulighed for gode samtaler og gode grin. Jeg fik sat mig selv bagest i bussen, hvor jeg var nødt til at placere mine fødder i en spand. Måske var den beregnet til at modtage symptomer på køresyge. Det fik vi en del sjov ud af, Med Lars' ord: "Er det den betydning, du giver dig selv? At sidde i det bageste hjørne i bussen, i en spand?!"

Pokhara, en lidt mindre by, lidt mindre kaotisk, lidt tættere på bjergene og naturen. Næste dag: endnu et par timers buskørsel. Jeg satte mig længere fremme i bussen, ved siden af en de andre deltagere, Maria. Jeg fik sagt noget i stil med: "Det er dejligt, man ikke fylder så meget, når man skal krølle sig sammen i en bus," hvortil Maria svarede: "Du aner ikke, hvor meget, du fylder for os alle sammen." Det skulle jeg lige bruge et kvarters tid på at sunde mig over... Det var ret tydeligt, at jeg ikke var i mål, som jeg måske ellers troede. Jeg kan modtage alverdens komplimenter for mine præstationer, og jeg har masser af selvtillid. Men når det kommer tættere på selve mig, det at være i stedet for at gøre, selvværd i stedet for selvtillid, så bliver det pludselig meget sværere. Og så vidste jeg selvfølgelig, hvad turen skulle handle om for mig. Tak for det, Maria.

Bjergene - vi startede med 3000 trappetrin lige op i himlen. På de ujævne stentrapper har jeg en teknik fra bjergbestigningsture, hvor jeg går zig-zag på tværs af trinene, som hårnålesvingene på Alpe d’Huez. Det reducerer belastningen i ankler, lægmuskler og knæ. Og vi går langsomt. Næsten ulideligt langsomt, for vi skal holde i lang tid, og luften bliver lidt iltfattig i 3000 meters højde. Det bliver til en meditativ rytme. En langsom bølgebevægelse, og op, op, op.


På tredje trekkingdag begyndte kulturen at påvirke mig. Man går gennem mange små landsbyer og ser, at nepaleserne har ikke ret meget mere, end de har brug for, og det kræver hårdt arbejde at klare dagen og vejen. Det satte mine egne “first world problems” i perspektiv, og jeg tænkte, at jeg skulle fokusere mere på at være der, i nuet, og nyde det, og mindre på at lede efter egne problemer og løsninger. Jeg ville også gerne stille mig til rådighed for andre, lytte og deltage.


Fjerde trekkingdag: Jeg ville bare nyde dagen og være til rådighed. På dagens længste stentrappe startede jeg bagerst og gik lige foran vores fantastiske sherpa, Lama. Han hørte tibetansk meditationsmusik på sin telefon. Jeg lyttede med, og sammen med naturen og de langsomme, bølgende bevægelser skabte det en særlig atmosfære af ro og højtidelighed. Senere på samme trappe gik jeg tilfældigvis ved siden af Lars. Vi snakkede næsten ikke sammen, men det var som om, atmosfæren blev mere og mere højtidelig, som om noget stort var på vej.


Da vi ramte bakketoppen, hvor vi skulle spise frokost, sagde jeg, uden at tænke, jeg fornemmede eller vidste det bare: “Rejsen er slut”. “Ja,” sagde Lars. “Jeg mener ikke kun den her, men hele rejsen,” sagde jeg. “Ja,” sagde Lars. Vi vidste det begge to. Jeg var nået dertil, hvor skyld, længsel og savn var væk. Jeg var ikke længere på vej til eller fra noget. Jeg ville ikke have andet, end lige præcis det, jeg har. Jeg ville ikke være nogensomhelst anden, end lige præcis den, jeg er. Nu. Ro. Balance. Vi gav hånd, krammede og vidste begge, at vores relation fra dette øjeblik var forandret fra mester/elev til et ligeværdigt samarbejde, og det glæder vi os begge til at træde ind i.


Resten af turen var jeg. Til stede. Til rådighed. Nærværende. Mig selv. Rolig. I balance. Jeg har taget roen og balancen med hjem. Det betyder på ingen måde, jeg er perfekt. Der er mindst lige så mange konflikter som før, og jeg agerer ikke perfekt, men jeg er nok mere bevidst om mine svage sider end nogensinde. Ligesom mine stærke sider står jeg mere ved dem end nogensinde, og jeg er mere åben for at lære af dem i stedet for at bortforklare. Både de svage og stærke sider kræver opmærksomhed. Det samme gælder for alle andre mennesker. De er sig selv på godt og ondt. Det skal ikke altid evalueres. Det skal bare være. Som det er. Nu.


Jeg vil gerne give det videre. Ro og balance. Jeg vil støtte andre i at finde derhen, på deres egen måde. Uden at have ambitioner på deres vegne. Tak for rejsen. Jeg glæder mig til nye.




798 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page