top of page

Mere (i livet) end en arbejdsplads

Den altomfavnende arbejdsplads - omdrejningspunktet for meningen med tilværelsen, venskaber, fritidsaktiviteter, selvrealisering, måske endda mulighed for børnepasning. Arbejde, fritid og familie smelter sammen som i en forhistorisk landsby.


Kom det mon fra Silicon Valley? Apples medarbejdere gik engang rundt i sweatshirts med budskabet "90 hours a week and loving it." Vist nok lettere ironisk med henvisning til en udtalelse fra Steve Jobs, men alligevel...


Jeg har selv tænkt mange tanker i samme retning og implementeret mange af dem. Meningen, det store “hvorfor”, skulle findes i arbejdet, og alle skulle “være firmaet”, ikke bare arbejde for det. "En del af noget større" som fodboldlandsholdet. "Mes que un club" som FC Barcelona. Der er masser af gode elementer i tankegangen. Man kommer rigtig langt med følelser af ejerskab og fællesskab, og det skal man vedligeholde og holde fast i.


Der er meget godt at sige om at støtte medarbejdere i at udvikle sig personligt for at komme tættere på at hvile i sig selv og være mere autentiske. Det giver ganske enkelt en bedre arbejdsplads og bedre projekter, når man kender sig selv og står ved sine evner og holdninger. At folk kender hinanden fra andre situationer end rent arbejdsmæssige, giver en højere grad af sympati, omsorg, ærlighed, tryghed og hjælpsomhed, som er uvurderlige fordele i en presset hverdag.


På det seneste har jeg set tegn, både hos os og i samfundet, på at folk ikke ønsker at arbejdspladsen skal være selve omdrejningspunktet. Man vil gerne være dygtig, gøre sit arbejde rigtig godt, udvikle sig fagligt og ikke mindst have det rigtig godt med kollegerne - være nærværende blandt andre nærværende. Men man vil også gerne blive færdig, så man kan komme hjem og have god tid til alle de andre (mere) meningsfulde elementer i livet - samlever, børn, venner, fritidsaktiviteter, afkobling - også her være nærværende med sig selv og andre.


Derfor ser vi 4-dages-arbejdsugen og andre lignende tiltag vinde frem. Uanset hvor fantastisk arbejdspladsen er, er den til syvende og sidst bare en arbejdsplads. Det er ikke en landsby eller en familie, som man ikke selv har valgt og derfor er forbundet med på godt og ondt. Arbejdspladsen er en klub, man faktisk godt kan melde sig ud af.


Vi har for nylig gennemført en samskabelsesproces i firmaet, hvor ledelsen spurgte medarbejderne: “Hvordan kan vi ved hjælp af nærvær og fokus komme til producere mere, men arbejde mindre?”

Stort set alle grupper kom tilbage med en anbefaling om at fokusere mindre på trivsel og mere på faglighed. Det er for mig et tegn på:


  • At folk trives, så vi behøver ikke opfinde noget nyt. Der er ikke nogen, der er i stykker, så der er ikke noget, der skal repareres.

  • At vi ikke kan hygge os til mere. Hvis vi skal have det endnu bedre på arbejdspladsen, sammen og individuelt, opnår vi det kun ved at blive dygtigere, så vi kan levere bedre.

  • At arbejdspladsen skal være et godt sted at være, men mest et godt sted at arbejde effektivt, så vi kan komme hjem til noget, der er endnu vigtigere.

Som iværksætter og ejerleder lever jeg selv et liv uden skarpe skel mellem arbejde og fritid, samarbejdspartnere og venner. Jeg vil gerne have det sådan. For mig er der noget oprindeligt og ægte ved det. Vores forfædre skelnede ikke mellem arbejde og fritid men gjorde det, der gav mening og var brug for. Men jeg kan også mærke tendensen. Jeg er mindre tilbøjelig til at åbne computeren om aftenen derhjemme. Jeg vil være nærværende der, hvor jeg er. Mere i retning af at arbejde når jeg arbejder, og holde fri når jeg holder fri.

Der er et paradigmeskifte på vej. Arbejdspladsen er ikke en sekt, og ejerlederen er ikke en ypperstepræst. Arbejdspladsen er et arbejdsfællesskab, hvor vi gør vores bedste, og ejerlederen sørger for, at rammerne er de bedst mulige.


Det hedder stadig fantastisk arbejdsplads hos os. Det betyder ikke, at den stjæler dit liv, din sjæl og din tid. Det betyder, nok i stigende grad, at den understøtter det gode liv og giver plads til alt det virkeligt vigtige.




243 views1 comment

Recent Posts

See All

1 Comment


mail
Oct 23, 2023

Denne lille stump video på knap 5 minutter giver (også) et bud på livets "meningsfuldhed". Så hermed mit bud på at være i og med livet: "dans" og "syng" noget mere. Gode hilsner Lars


Like
bottom of page