Min kollega Mathias sendte for nylig et link til en podcast-episode i Morten Münsters serie "Adfærd". I episoden taler forsker i projektledelse Bent Flyvbjerg om problemerne med mega-projekter. De bliver næsten alle ofre for Jernloven, der på engelsk lyder: over budget, over time, under benefits, over and over again.
Og hvorfor sker det så for metroen, letbanen, universitetsbyggerierne osv. igen og igen?
Det handler blandet andet om, at vi naturligt er for opmistiske. Men er det nu også usundt? For hvem ville få børn eller begynde at renovere et hus, hvis vi kendte det fulde omfang af opgaven, når vi startede? Måske er det godt nok, at vi er sådan indrettede. Det er vel en del af at være tilpasningsdygtige væsner.
Der er også andre mekanismer på spil. Måske underbudgetterer og oversælger man bevidst projekterne for at pleje sin egen dagsorden. Og måske er man en del af en frygtbaseret organisation, som ikke ser velvilligt på dårlige nyheder. Så tier man stille og ser til, mens læsset vælter, og så kan man hviske "hvad sagde jeg" til kollegerne ved kaffemaskinen.
Den ukuelige optimisme, der får os til at starte på store projekter, skal vi ikke af med. Men vi skal undgå at underbudgettere og oversælge, og vi må ikke lade frygt forhindre de dårlige nyheder i at nå frem.
Det første kræver grundighed, realisme og risikotænkning. Det ses ret sjældent, at én og samme person kan repræsentere disse værdier samtidig med den ukuelige optimisme. Derfor er det vigtigt at indse, at der er brug for forskellige personer og typer i et projekt. Og måske endnu vigtigere: alle værdierne skal høres og have en stemme. Der er brug for optimismen for at bevare fremdrift og motivation, og der er brug for realisme for at sikre en god gennemførelse. Når først projektet er kørt i grøften, er det uforholdsmæssigt dyrt og ressourcekrævende at få det tilbage på sporet.
Dernæst skal vi sikre, at vores organisationer ikke underkuer budbringere af dårlige nyheder. Man hører om totalitære regimer, meget aktuelt lige nu, at diktatoren ikke får det reelle billede af situationen, fordi undersåtterne med god grund frygter at bringe dårlige nyheder. Vi skal altså sørge for, at der er rum til at sige, at kejseren ikke har noget tøj på. Måske skal vi ligefrem hylde budbringerne, for vi har selvfølgelig brug for at vide, hvor skærene er, hvis vi skal navigere udenom dem. Bent Flyvbjerg anbefaler desuden, at man forsøger at lade det gå på skift, så det ikke altid er de samme, der bliver nødt til at være festbremserne med de løftede pegefingre, for det kan slide på dem og deres plads i fællesskabet.
Når de dårlige nyheder så kommer, kan man med fordel lige huske på en anden podcast-episode i Adfærd-serien, hvor Morten Münster taler med tidligere pilot Christian Ungar. Når de røde lamper begynder at blinke i cockpittet, tager man en dyb indånding og husker ANC-remsen: aviate, navigate, communicate. Først flyver man flyet. Så sikrer man sig, at man er på ret kurs, og så taler man med de relevante personer. Først derefter begynder man at lægge en plan for, hvordan man kommer videre, og til sidst handler man. På den måde holder man hovedet koldt og tager bedre beslutninger.
Jernloven - realistisk optimisme - aviate, navigate, communicate. Værd at huske i en verden, hvor det uventede sker med jævne mellemrum.
Morten Münster har skrevet mere om jernloven her: https://mortenmunster.com/implementerer-du-ogsaa-som-en-2-aarig/
