Mit nytårsforsæt for 2021 var at gå en tur på et par timer med en medarbejder hver uge. Og det gjorde jeg så, bortset fra en corona-pause.
Hvorfor startede jeg på det?
Jeg har altid sat pris på fysisk aktivitet og frisk luft. Det fik jeg i rigt mål, da jeg spillede fodbold. Senere blev det mere til løbeture, i takt med at musklerne blev mindre fleksible og mere udsatte for skader.
Da jeg blev 40 for små seks år siden, fik jeg en billet til halvmaraton af min kone Christina og en bjergbestigningstur af min bror Klaus. At blive klar til strabadserne krævede træning i form af lange gå- og løbeture, helst i kuperet terræn, og det fik mig til at værdsætte både naturoplevelserne og de fysiske udfordringer endnu mere.
Sideløbende har jeg gennem årene læst og hørt meget om ledelse og organisation, og jeg begyndte i stigende grad at søge inspiration andre steder, som fx i filosofi, psykologi og historie men også i erfaringer fra ”det virkelige liv” såsom sport, foreningsliv, grundskoler og efterskoler. Jeg opsøgte kurser, hvor man i højere grad tog udgangspunkt i sig selv og sine relationer end i bestemte teorier og metoder.
Et af disse bestod af en otte dages vandretur i Italien sammen med 11 andre. Det var en stor oplevelse, og det forekom mig, at det gjorde noget ved samtalerne, at der var uendeligt højt til loftet, man var i bevægelse og måske endda lidt fysisk presset, og der var tid til at både at fordybe sig i samtalerne og i stilheden.
Fra selvsamme tur kom jeg hjem med skitsen til en ny organisationsstruktur, idet jeg havde indset, at min tid ikke længere slog til i forhold til at varetage samtlige ledelses- og administrationsopgaver på en måde, som levede op til mine egne standarder. Strukturen har siden fået en ny tur gennem tænkehatten og vridemaskinen, og en af konsekvenserne er, at jeg ikke længere har så mange skal-opgaver – dvs. jeg har mere tid og fleksibilitet til at sætte ind, hvor der er et behov – det være sig i forhold til faglig sparring, trivsel, udvikling, salg, kundekontakt, tvister osv.
Det passer mig glimrende. Jeg har det bedst, hvis ikke alt er skemalagt, og hvis jeg skal lave opgaver i fællesskab med andre, hvor jeg kan hjælpe dem til succes. Jeg er også sluppet for de skemalagte opgaver MUS og lønsamtaler, men det betød så, at jeg ikke længere havde jævnlig kontakt af længere varighed med alle medarbejdere – det blev mere sporadisk og mest med dem, der opsøgte min sparring.
Alt dette inspirerede mig til at starte på gåturene.
Jeg føler mig sikker på, at det giver medarbejderne en masse. Ofte kommer der nye indsigter ved, at jeg tilbyder en anden vinkel på tingene. Andre gange sker der noget, bare ved at de selv siger ting højt. Og hver eneste gang giver jeg dem betydning ved at bruge tid sammen med dem, lytte til dem og engagere mig i deres oplevelser.
På det seneste er jeg blevet spurgt nogle gange, hvad jeg selv får ud af det. Jeg forventede som minimum at få frisk luft, kilometer i benene og hyggeligt samvær og i bedste fald at kunne give nye indsigter. Men det har overrasket mig, at jeg også selv har fået mange nye indsigter og vinkler, som har skubbet til mine egne overbevisninger, udvidet min horisont og i visse tilfælde været katalysator for min egen udvikling. Kvaliteten og dybden af snakkene har gjort det både behageligt, inspirerende og bevægende at være i. Vi har nået helt andre niveauer end i en MUS, selvom jeg nu aldrig har holdt dem særlig traditionelt eller struktureret.
Det var oprindeligt ikke min plan at skrive om turene. Men da jeg skrev på de sociale medier om de første tur, fik jeg mange positive tilkendegivelser fra netværket, både fra medarbejdere og andre, så det fortsatte jeg med, og det har kastet nogle væsentlige sidegevinster af sig. For det første har jeg for alvor fået retableret kontakten med glæden ved at skrive, som blev sat i baggrunden, da jeg valgte en teknisk uddannelse. Jeg er også gået i gang med skriveriet her af samme årsag. Opslagene om gåturene er også en hyldest til medarbejderne, hvor jeg øver mig i, og håber på, at jeg beskriver en væsentlig del af, hvad det vil sige at være dem. De andre medarbejdere læser selvfølgelig også interesseret med og lærer på den måde kollegerne at kende fra en ny vinkel.
Allermest overraskende er det dog, at folk ofte taler om og spørger til gåturene, når jeg er rundt til møder, seminarer osv. Kommentarerne kommer også fra folk, jeg ikke kender i forvejen, men som er trofaste læsere. Det er den perfekte icebreaker, og det betyder også, at jeg ofte kommer til at snakke om noget, jeg brænder for og ved noget om. Jeg har på en måde sendt et ry i forvejen, som jeg er stolt af og kan stå inde for. Det er et stort privilegium.
Som den sidste sidegevinst har gåturene givet firmaet god omtale – vel at mærke omtale for noget af det, vi helst vil omtales for. Det har, sammen med vores øvrige kommunikation, resulteret i, at de henvendelser, vi får fra både potentielle kunder og potentielle medarbejdere, ligger tættere på at matche vores værdier. Det er simpelthen mennesker, der har castet sig selv til at kunne og ville være en del af løsningen sammen med os.
Alt det for 3-4 timer om ugen. Tid som samtidig i sig selv er meningsfyldt og inspirerende.
Jeg glæder mig hver eneste gang, både til gåturen og til at skrive om den.
