Kan man måle en medarbejders påvirkning på organisationen som helhed?
Forleden gik jeg en tur med en revisor fra en stor koncern. Han var nysgerrig på vores tilgang til ledelse. Meget af det, vi gør, var ham ikke uvant, men det lød som om, at deres lignende tiltag sigtede ret direkte på at forbedre effektiviteten.
Han og de øvrige medarbejdere måles på en række KPI’er. Det gør de enkelte afdelinger også. Det er der intet forkert i, for det er jo en forretning, ligesom vores. Man kunne måske savne lidt mere fokus på personen og fællesskabet fremfor præstationen. Mon ikke den samlede præstation på lang sigt bliver bedst, hvis fællesskabet fungerer, og individerne trives og udvikler sig?
Vi har ingen vedtagne KPI’er, men dog nogle parametre, vi kan måle på. Det gør vi typisk kun, hvis vi får en fornemmelse af, at noget er skævt, eller noget kunne være væsentligt bedre. Mangler medarbejderne så en rettesnor for, hvornår de er en succes? Måske, men umiddelbart falder det os mere naturligt i plenum art definere begreber som “direktør for eget skrivebord” og dermed afstemme forventningerne.
Der kommer ikke et kvantificeret feedback på, hvorvidt det lykkes for den enkelte. Det snakker vi om løbende, på gåture og til MUS (som vi har det fint med, selvom MUS-bashing er moderne). Her kan vi også snakke om mere konkrete forventninger til udvikling, som primært baserer sig på medarbejdernes egne interesser og ambitioner.
Det kunne være værdifuldt at kende medarbejdernes værdi for virksomheden, for fællesskabet og for kollegerne på tværs af hele økosystemet. Vi kunne kalde det ESI, ecosystem impact, i stedet for enkeltstående key performance indicators, KPI. Det er langt fra sikkert, at det bedste for virksomheden er, at den enkelte når alle sine KPI’er. Der findes masser af medarbejdere, som gør de andre gode og styrker fællesskabet uden selv at levere prangende resultater. Messi kan ikke klare sig alene. Han har hårdtarbejdende og mere anonyme spillere bag sig. Det skal kunne betale sig at tænke på helheden i stedet for kun sig selv.
Kan man meningsfyldt måle ESI? Kan kollegerne anonymt vurdere hinanden? Bliver det Robinson-ekspeditionen eller Fluernes Herre? Er det overhovedet muligt at måle de blødere værdier? Kan de kun fornemmes, og dør de i det øjeblik, man prøver at måle dem?
Jeg tænker lige nu, at man skal være opmærksom på og værdsætte de bløde værdier, men lade være med at forsøge at kvantificere dem. Det kunne dog være, at der fandtes gode erfaringer, man kunne lære af. Det hører jeg gerne om.