Survival of the friendliest
Det er januar, koldt og gråt. Der er krig og inflation. Man kan godt gå hen og blive lidt trist til mode.
Man kan også gå hen og blive pessimistisk på menneskeartens vegne. Er vi rent biologisk egoister, der vil rage mest muligt til os på andres bekostning?
Det mente Machiavelli i hvert fald, da han skrev Fyrsten i 1513 som en opskrift på, hvordan en enevældig hersker bevarer stabiliteten og magten med frygt opnået ved hensynsløs kynisme.
Det mente William Golding også i Fluernes Herre fra 1954, hvor en flok drenge strander på en øde ø og udkæmper en nådesløs psykologisk og fysisk kamp om magten og æren.
Den underliggende tese synes at være filosoffen Thomas Hobbes’, at mennesket er et selvisk væsen, og det er kun civilisationens tynde fernis bestående af frygt for repressalier, der afholder os fra at give efter for vores primitive instinkter. Det er en sejlivet myte.
Den hollandske forfatter Rutger Bregman påstår noget andet. Han har undersøgt en virkelig hændelse, der fandt sted i 1960’erne, hvor seks drenge strandede på en stillehavsø i 13 måneder. Da de tilfældigt blev fundet, havde de opbygget et velfungerende minisamfund. Der var ingen leder, og de deltes om opgaverne i faste rytmer. De havde lavet udstyr til jagt og træning - og endda musikinstrumenter. Når der opstod en konflikt, gav de hinanden en time-out. Altså en virkelig verden meget langt fra fiktionen i Fluernes Herre, som underligt nok er langt mere berømt eller berygtet end den virkelige historie.
Bergman har skrevet den bogen Det Gode Menneske, hvori han bringer denne og andre historier, der har til formål at demonstrere, at mennesket grundlæggende er godt, socialt, fællesskabssøgende og hjælpsomt.
Han forklarer det med, at evolutionen gør os bedre. Det forøger vores chance for at overleve, hvis vi er et vellidt medlem af fælllesskabet. Og vi vil også helst have børn med en partner, der er venlig og hjælpsom. Selv det at være fysisk attraktiv er ikke kun at se stærk eller frugtbar ud - man skal også udstråle venlighed og indlevelse.
Det gode menneske bliver dog udfordret af vores civilisationer, der nogle gange tvinger individerne til at begå grusomheder i en god sags tjeneste. Civilisationen er ikke den fernis, der afholder os fra at gå bersærk i lyst og egoisme. Tværtimod kan det være katalysatoren for onde gerninger.
Nogle af Bergmans historier i bogen er lidt søgte og tendentiøse, men det lever jeg med på en grå dag i januar. Jeg køber præmissen om, at vi grundlæggende er venlige væsener, der vil hinanden det godt. Blandt andet fordi det er bedst for os selv på den lange bane.
Darwin skrev ikke “Survival of the strongest” men “Survival of the fittest”, altså de bedst tilpassede overlever. For vores art giver det absolut mening, at de bedst tilpassede er de sødeste, rareste og venligste. Ingen regler uden undtagelse - vi kender vel alle et par stykker - men giv lige evolutionen et par generationer mere 😊
Det er ikke de stærkeste, der overlever. Det er de venligste. Det er et budskab, der varmer, nu hvor vi har skruet temperaturen ned på 19 grader.