5% ekstra

Forleden havde jeg en principiel diskussion med en leder fra et ingeniørfirma, som er større og ældre end vores. Og som ganske givet har været i kløerne på flere koncerner og advokater, end vi har. Det har sat sine spor. Er sporene så blevet til rettidig omhu eller en mistillidsbaseret tilgang til samarbejde? Det så vi lidt forskelligt på.


Vi diskuterede holdningen til aftaler og ekstraarbejde. Min holdning har altid været, at det kan betale sig at yde lidt ekstra uden at kræve ekstrahonorar. Det kan lyde lidt mærkeligt, at det kan være en god forretning at arbejde gratis. Det kan det selvfølgelig heller ikke i det uendelige.


Vi må bare erkende, at verden og vores projekter er så komplekse, så det er umuligt for nogen, inkl. os, at levere et perfekt projekt, hvis noget sådan overhovedet lader sig definere. Derfor mener jeg, at det gode samarbejde kræver, at vi giver lidt og tager lidt. Taber lidt på gyngerne og vinder lidt på karrusellerne. Hvis man står med hånden fremme, hver gang kontrakten åbner den mindste mulighed for det, så kan man være ret sikker på at få en kold skulder den dag, man selv har brug for lidt goodwill udover kontrakten.


Millimeterretfærdighed har aldrig været godt for noget. Hverken i børneopdragelse, venskaber, ægteskaber, ansættelsesforhold eller professionelt samarbejde. Det er klart, at man skal betale ekstra, hvis man helt objektivt skal bruge mere, end man har bestilt. Men jeg synes, det er kortsigtet på sine kunders bekostning at profitmaksimere det enkelte projekt.


Vi går ind i nye samarbejder, ikke kun med 1 eller 10 projekter for øje. Vi satser på mindst 100 projekter og et livslangt samarbejde. Det lykkes selvfølgelig ikke altid. Men hvis det gør, så kan det simpelthen ikke betale sig at udpine jorden med det samme. Hvad skulle man bruge den ekstra profit på? Mere markedsføring, så man hele tiden kan finde nye samarbejdspartnere?



144 views0 comments

Recent Posts

See All