top of page

Vi dør kun én gang, men vi lever hver eneste dag

Min far døde pludseligt og uventet her i sommers. Frisk og fuld af liv gik han ud som et lys på golfbanen. Det var et stort chok, og det er stadig under bearbejdelse. Det er en af de milepæle, jeg er nødt til at skrive om for at kunne skrive nogetsomhelst igen.


I de svære stunder med savn og fortvivlelse har det hjulpet at tænke på, at min far levede sit liv til sidste sekund. Han led ikke, og hans sidste oplevelse var at spille golf med sin bedste ven.


Det har også hjulpet at tænke på, at det er meningen og en del af livet, at vi skal miste vores forældre og selv blive familiens ældste. Man kommer videre. Det er vi skabt til. Til at være der for hinanden og vores egne børn. Der er meget at lære af sådan en livsomvæltende begivenhed.


Min far fik et hjertestop, mens vi var på ferie, så vi skyndte os hjem, og min bror og jeg var hos ham på sygehuset et par dage, hvor han ikke var ved bevidsthed, mens man arbejdede på at afdække skadernes omfang. De viste sig i sidste ende alt for omfattende, hvorfor man stoppede den livreddende behandling.


Tiden på sygehuset var en underlig størrelse. Både uendelig lang og et ganske kort øjeblik. Mens han lå der, gik omfanget af hans betydning op for mig. Optimismen, idérigdommen, ukueligheden, videbegærligheden, intelligensen, naiviteten, ensomheden i jagten på anerkendelse. Det lever videre i mig og mine børn, hvadenten det er givet videre gennem DNA eller opvækst. Han har lavet fejl, men i regnskabets time var det ok. Han gjorde sit bedste med de værktøjer, han havde.


I sine yngre dage jagtede han resultater og anerkendelse, men det blev mindre og mindre vigtigt. De små glæder voksede til gengæld, og han satte efterhånden mere pris på en lille espresso end en stor pokal. Det gjorde ham roligere, mere omsorgsfuld, mere følsom og mere reflekterende.


Det var en fin og værdig afsked, som har rykket ved min egen dødsangst. Måske er den nærmest forsvundet. Jeg troede, jeg skulle blive 120 år og arbejde hele livet. Men nu tænker jeg, at der også skal være tid og plads til at nyde livet med børn og måske børnebørn. Det er måske ok ikke at blive så gammel, hvis man har levet hver dag, og lyset slukker uden varsel, mens man med fuldt nærvær laver noget, man godt kan lide med mennesker, man godt kan lide.


Savnet er stort. Men jeg nåede næsten det hele med ham. Så jeg kommer videre med det hul i hjertet, som skal være der, og som vi er bygget til at leve videre med. Der et før og et efter sådan en skelsættende begivenhed. Jeg ved endnu ikke præcist, hvilket efter, jeg er på vej ind i.


Men det bliver med nye indsigter, visdom og prioriteter. Med et tættere forhold til min bror og vores familier imellem. Vi har heldigvis stadig vores mor, men min bror og jeg er alligevel rykket et stort skridt tættere på at være slægtens ældste - de vise, gamle, der lytter og deler deres livserfaring. Det ansvar påtager vi os, selvom det også rokker ved selvbilledet. Det er pludselig ikke længere en ung mand, jeg møder i spejlet om morgenen. Det en erfaren mand, der har fejlet og sejret og har arrene på egen krop som bevis.


Min far læste Lars Høghs bog “Der er antal på alt” om landsholdsmålmandens sidste tid. Han var især begejstret for bogens slutning, som Søren Bruun og Nuser leverer.


“Vi lever kun én gang.”


“Forkert! Vi dør kun én gang, men vi lever hver eneste dag!”



252 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page