top of page

Brødforsyningen til London

Hvor decentralt kan man planlægge i en organisation? Og hvordan?

Lad mig starte med en anekdote fra den absolut anbefalelsesværdige bog Homo Deus. Mod slutningen af dem kolde krig sendte Sovjetunionens præsident Gorbatjov en delegation til London for at undersøge kapitalismens eventuelle fordele. De blev vist rundt på børsen og i finansministeriet, men pludselig udbrød én af dem:


“Det er altsammen fint. Men kan vi ikke få lov at tale med den ansvarlige for brødforsyningen til London? Jeg har lagt mærke til, at der ikke er kø udenfor bagerforretningerne.”


Ingen har ansvaret for brødforsyningen til London, mens Sovjetunionen har samlet landets klogeste hoveder til at styre brødforsyningen, men der er aldrig brød nok.

Bogen beskriver kommunisme, som det blev bedrevet i Sovjetunionen, som et centraliseret databehandlingssystem, mens kapitalisme er et delegeret system. I det centraliserede system udsendes informationer, eller impulser, fra et enkelt knudepunkt i netværket til alle andre knudepunkter. I det delegerede system er knudepunkterne forbundet på kryds og tværs i et tilsyneladende kaotisk system, og intet knudepunkt er uundværligt.

Jeg fik den samme fornemmelse på min nylige rejse i Nepal. Hvem styrer byudviklingen i Kathmandu? Der er kaos, men tingene fungerer alligevel. Bevares, levestandarden er en anden end vores, men de 6,5 mio. indbyggerne får mad, der er elektricitet i husene, og børnene går i skole. Det lykkes på en eller anden måde, men ingen ved rigtigt hvordan.


Impulserne til at producere (eller lade være) bevæger sig lynhurtigt gennem systemerne i form af udbud og efterspørgsel. Systemet er i høj grad drevet af konkurrence. Jeg drømmer om, at planlægningen af projekterne i vores firma hovedsageligt kunne fungere decentralt og delegeret - i er tilsyneladende kaotisk men robust og agilt system, hvor impulserne kommer ind ude fra skrivebordene og spredes rundt.


Jeg kan bare ikke helt få styr på, hvordan impulserne - altså “køb/sælg”, “skru op/skru ned” skal komme til den enkelte medarbejder, de enkelte skriveborde, uden at man indfører intern konkurrence med alle de negative konsekvenser, det bærer med sig. Kunne det fungere uden konkurrence i selvtilrettelæggende teams? Hvordan samles informationerne og kommer videre til salgsteam, kompetenceudvikling, rekruttering, strategi osv.? Hvilke beslutninger træffes af selvtilrettelæggende teams, og hvilke beslutninger træffes centralt eller evt. kollektivt på tværs af teams? Hvordan undgår man at bruge for meget tid på møder?


Er der gode eksempler eller idéer derude? London får lige tilpas med brød hver dag, og vi skal balancere ressourcerne og omfanget af projekter. Logistikcentre, croissanter, boligbyggerier og rugbrød. Bagere, ingeniører, landmænd og konstruktører.

26 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page